July 22, 2014
RSS

Velkommen til bloggen!

Temaet for denne blog er passion, personlig udvikling og sundhed. Det er temaer der interesserer mig meget, og som jeg har lyst til at blogge om.

Min baggrund for bloggen
I 2008 besluttede jeg mig for at ændre mit liv. Jeg var kraftigt overvægtig, jeg var i virkelig dårlig form, spiste forkert og for meget, og følte ikke at jeg havde energi eller lyst til noget som helst. Det var ikke før en kollega blev hårdt ramt af type 2 diabetes, at det gik op for mig at min livsstil kunne have konsekvenser. Det kunne ligeså godt have været mig der blev ramt, for jeg gjorde alt det der skal til for at få sygdommen, som jo i mange tilfælde er en livsstilssygdom.

Billede fra før jeg startede min kur, og efter.

Billede fra før jeg startede min kur, og efter.

I de efterfølgende dage tænkte jeg meget over hvordan jeg levede mit liv, og den 22. maj 2008 på vej hjem fra arbejde, besluttede jeg mig for at ændre mit liv. Samme aften gik jeg sulten i seng, for jeg spiste ikke samme portion som jeg var vant til.

Jeg begyndte min egen kamp mod vægten, og startede med at spise mindre. Jeg begyndte at gå lange ture, da det var den eneste motionsform jeg kunne overkomme. Gradvist begyndte jeg at skifte det usunde på tallerkenen ud med grøntsager. og efter nytåret begyndte jeg også at gå i det lokale motionscenter.

Et år og tre måneder efter at jeg startede min kur, kunne jeg notere et vægttab på 70 kg, og jeg var i mit livs bedste form! Jeg brugte ingen slankepiller, ingen operationer eller andre hjælpemidler. Det var mit eget projekt, og jeg havde gjort det på min egen måde. Jeg fik naturligvis at vide konstant, at alt hvad jeg gjorde var forkert. Rigtig mange fortalte at jeg skulle gøre dit og dat istedet for hvad jeg gjorde. Men jeg var ligeglad. Jeg havde fundet en metode der passede mig fysisk og psykisk. Og jeg syntes at resultatet talte for sig selv.

Jeg har altid været fascineret af USA. I forbindelse med et tidligere job har jeg også haft mulighed for at rejse i USA, men kun i en kortere periode, og aldrig i Californien som jeg virkelig har drømt om at opleve. Så som en belønning til mig selv for vægttabet, bestilte jeg i 2009 en kort rejse til Californien.

Jeg har altid drømt om at se Silicon Valley, hvor alle de store IT virksomheder har deres hovedsæde, eller deres innovative udviklingsafdelinger. Så jeg bookede en tur til San Francisco, som ligger ca. 45 minutters kørsel fra Silicon Valley. Jeg delte min tur op i tre etaper. San Francisco, Silicon Valley og Los Angeles. Mit budget var begrænset, og jeg havde kun 8 dage i Californien. Så alle dage skulle udnyttes optimalt. Men noget ændrede min ferie.

Jeg nød nogle fantastiske dage i San Francisco. Det er en fantastisk by. Jeg havde hjemmefra lavet en frokostaftale med en dansker, bosat i Silicon Valley. Jeg var interesseret i at høre om Silicon Valley, hvordan det var at bo der, arbejde der m.m. Men der skete noget uventet under frokosten. Jeg blev tilbudt et job. Som du nok kan regne ud, endte det med at jeg tog imod tilbuddet, og den 14. november 2009 hoppede jeg på et fly mod USA for at starte en ny tilværelse i Californien.

Det er utroligt inspirerende at bo i Californien. At bo her giver mig en enorm energi, og lyst til at leve livet fuldt ud. Det giver mig lyst til at prøve det jeg ikke engang har drømt om før. Jeg kan lide at presse mig selv, og kaste mig ud i udfordringer jeg tidligere ikke engang kunne drømme om.

Forbehold
Jeg har ikke en faglig baggrund bag mig. Nærmest tværtimod. Så alt jeg skriver er baseret på egne erfaringer, og ikke nødvendigvis i overensstemmelse med hvad fagfolk og eksperter mener. Hvis læsere vælger at følge mine tips, råd og metoder, er det på eget ansvar.

 

VN:F [1.9.10_1130]
Rating: 10.0/10 (24 votes cast)
VN:F [1.9.10_1130]
Rating: +10 (from 10 votes)
Blog, 10.0 out of 10 based on 24 ratings